Lidt billeder fra medeturen lørdag, hvor Albert, Arthur og Olivia viste vejen med masser af medefiske-nap!
Da de klassiske pladser var optaget blev turen på falderebet henlagt til “betonklodsen”.
De unge var velforberedte, og havde hurtigt blandet lidt foder og rigget op
med feederkurve og “knuderigs”. På de små kroge blev der sirligt monteret flotte røde maddiker eller halve regnorm, måske kombineret med et majskorn.
Olivia var flyvende fra start, hurtig med modhuggene, og fik hurtigt en håndfuld skaller, før Albert og Arthur også kom på tavlen. De havde så til gengæld held med at fange et par fine brasen.
En helt fantastisk tur i vejr der simpelthen skriger på sommer-mede, hvor der var godt til nap fra start til slut!